Jeg har været igennem hele 5 provinser af Kina på et måned… Kan slet ikke tælle hvor mange tog og bustimer det har givet. Har blandt andet set Xiamen, Guilin, Guiyang, Kunming, Shangri La, Dali, Chengdu…
Og Danmark ! Det var rigtig skønt at komme hjem, synes lige jeg ville kigge forbi bloggen en sidste gang og takke for at folk har læst med.
Mon voyage était génial.
J’ai fait 5 provinces de Chine en un mois… Je n’ose pas compter combien d’heures de bus et de train ca a fait. J’ai entre autres vu Xiamen, Guilin, Guiyang, Kunming, Shangri La, Dali, Chengdu…
Et le Danemark ! C’était bon de rentrer, et je me suis dit qu’il fallait bien passer sur le blog un dernière fois et dire merci à ceux qui m’avaient suivie.
By the way, så har jeg været i Shanghai. Kan mærke at der ikke er lang tid før rundrejsen, og at jeg er blevet meget doven til at få skrevet på bloggen. Det kan være jeg snart får taget mig sammen, og måske fortæller lidt mere om Shanghai…
By the way, j’ai été à Shanghai. Je sens que le voyage de fin de séjour s’approche, et que la flemme générale de blogger se fait sentir. Peut être que je ferais bientôt un effort, et que je raconterais en détails mon tour à Shanghai…
Vi var på muren for lidt over en uge siden. På Jiangkou delen. Dvs, delen der skulle være mest spektakulær, mindst opnåelig, og derfor mindst turistede. Eftersom vi havde haft god tid til at forberede mur-turen, synes vi det lige var noget for os.
Efter at have taget et tog ti Beijing, en bus, en laaang og halvfarlig sort taxakørsel på bjergvejene, kom vi frem til et lille hostel hvor der var middagsmad og guides som kunne vise os vejen op.
Under de nok 35 grader skulle vi så op og bestige bjerge med kæmpe backpackers og deres 5-6 liters vand i. Jeg fik hedeslag da vi ikke en gang var nået halvvejs. Nice. Men nogle hjælpsomme venner og guides hjalp mig med rygtasken indtil jeg fik det bedre. Og så var jeg fandme også glad for at nå deroppe, da jeg havde været meget tæt på at give op… Det tog i hvert fald 2 timer at komme op, og det gik stejlt opad. Man skulle finde sin vej igennem busker og træroder og det hele, så det var nok meget godt med guides. Da vi var ved at nå toppen, begyndte det lige pludesligt at regne, hvilket ikke gjorde det mere sikkert at kravle i muder og glidende sten. Vi dukkede først op på komplete ruiner af muren – dvs stenbunker, som mindede måske lidt om noget der engang havde været en mur. Vi begydnte at klatre omkring resterne af vagttårnene ved at proppe føderne i de steder hvor der manglede murstene og holde fast i grenene på træerne omkring, (og her faldte man altså MEGET langt ned hvis ens fod lige gled), da regnen gjorde sig kraftigere, og torndene begyndte at true. I en splitsekund var guides væk. Vi havde nu også hørt noget om, at der få år tidligere havde været nogle kinesere som døde på stedet på denne del af muren, og på grund af tordenvejr. Så stod vi der, drivvåde, uden guides og nogen anelse om hvordan man rent faktisk kom oppe på den rigtige del af muren, eller i det mindste uder nogle træer. Hæhæ. Der følte vi os måske knap så seje. Men vi løb under nogle træer, og overvejde om vi skulle helt ned til landsbyen igen. Dog virkede det virkeligt farligt at skulle gå samme vej ned ad, når der var så vådt. Men regnen blev snart færdig, og så fandt vi selv en klatrevej op til den interessante del af muren. Derefter gik dagen jo glimrende ! Vi mødte en gruppe tyskere der fortalte, at der var et tårn få kilometer væk hvor der var tag. Der slå vi lejr når dagen var ved at være omme. Vi spiste madpakke, og så solnedgang fra taget af. Og så så vi en masse tordenvejr ude på bjergene. Fantastisk syn. Ikke helt så fantastisk en nat, blandt sten den gjorde ondt i ryggen og sten over ens ansigt der truede med at falde mens man sov !
Næste morgen var vi meget-meget tidligt oppe for at se solopgangen. Vi mødte mennesker for anden gang som advarede os mod at klatre Beijing nut (det højst oppe punkt af muren), som skulle være blevet fandens farlig de sidste par år, og ikke mindre efter tordensvejr. Så vi fandt en anden vej ned til landsbyen, og kom hjem i et stykke, godt udmattede.
Nous sommes allés à la grande muraille il y a un peu plus d’une semaine. Une section du mur appellée Jiangkou. Cad, la partie la plus spectaculaire, la moins facile à atteindre, et donc la moins touristique. Ayant eu tout notre temps pour préparer le weekend, on se sentait capables.
Après un train pour Pékin, un bus et un looong trajet en taxi noir peu rassurant sur les petites routes de montagne, nous étions arrivés à une petite auberge dans un village, où il y avait un déjeuner et des guides qui voulaient bien nous montrer le chemin jusqu’à la muraille.
Sous les 35 degrés de soleil, avec nos gros sac à dos et leurs 5-6 litres d’eau, nous nous sommes donc mis à escalader la montagne. J’ai fais un malaise alors que nous n’étions même pas à la moitié. Sympa. Mais les gentils copains et les guides m’ont aidé à porter mon sac jusqu’à ce que je me sente mieux. Ce qui fit que j’étais encore plus heureuse d’atteindre le haut, ayant été si proche de renoncer. La montée nous a pris au moins 2 heures, et ca montait dur-dur. On devait se frayer un chemin à travers les buissons, les racines et les roches, on aurait eu du mal sans guides… Un peu avant d’atteindre le haut, il s’est mit à pleuvoir, ce qui a rendu la terre et les cailloux boueux et glissants à point. Nous avons d’abord fait surface sur un morceau complètement en ruines, genre de gros tas de cailloux qui avaient peut-être été un jour sous forme de muraille. On a commencé à escalader les tourelles de garde en mettant le pied dans les trous où les briques étaient tombées et en s’agrippant aux branches des arbres alentours (en là, on tombait de TRÈS haut si le pied glissait), quand la pluie s’est intensifiée et l’orage a éclaté. En un clin d’oeil, les guides avaient disparu. On avait bien entendu dire que certains chinois étaient morts frappés par la foudre peu d’années auparavant sur cette section du mur. On en menait pas large, sans nos guides, trempés jusqu’à la moelle, sans la moindre idée de comment atteindre la meilleure partie du mur. Haha. On a envisagé de redescendre jusqu’au village, mais le chemin retour risquait d’être encore plus dangereux avec la boue. On a trouvé de l’abri sous des arbres. L’averse est passée, et on a ensuite prit notre courage a deux mains, et on a trouvé un moyen d’escalader pour arriver sur la partie intéressante qui n’était pas en ruines. Après quoi, tout a bien mieux roulé. On a rencontré un petit groupe d’allemands nous racontant qu’il y avait une tourelle avec de l’abris à quelques kilomètres. C’est là que nous avons finit par nous installer. On a pique-niqué, vu le couché du soleil, et l’orage en furie sur le paysage montagneux la nuit. Grandiose. Une nuit peut être un peu agitée, entre les cailloux qui faisaient mal au dos et les briques au dessus de ma tête risquant de s’effrondrer sur ma tête dans mon sommeil !
Le lendemain, nous nous sommes levés très très tôt pour le lever du soleil sur le toit de la tourelle. On a ensuite rencontré un autre petit groupe de touristes nous déconseillant vivement d’escalader Beijing nut (la partie la plus haute du mur), qui était devenu extrêmement dangereux ces dernières années, surtout avec l’orage. On a donc trouvé un nouveau chemin jusqu’au village où nous sommes atterri en un morceau mais bien épuisés.
Her er en lille fast-forward gennem en mix af video fra mine dejlige intermedia 7 og 8 børn. Det er måske kun mit hjerte der smelter totalt når jeg ser den, men kunne da lige dele den med resten af jer !
Voici un petit accélé d’un mix de vidéos de mes enfants adorés des classes intermédiaires 7 et 8. Peut être qu’il n’y a que moi qu’ils font fondre, mais ca n’empêche qu’on peut partager avec les copains !
For en uge siden var Gitte, Julie Jylland, Henrik og jeg på weekendtur i Tsingtao, byen som har givet sit navn til den største øl her i Kina, som vi kender bedst. Vi skulle besøge bryggeriet, og nyde at være ved havet. Hernede går man ikke så meget op i at bade på stranden, selv når der er herremange på sandet og rigtig varmt. De få der gjorde det var bare lige inde og ude af vandet.
Det var ellers rigtig fint, vi fik noget sol og spiste nogle skaller. Og var i Aquarium. Det var en gammel tysk by (eller et eller andet), hvor det var rigtig rart at tulle rundt i de europæisk-inspireret arkitektur gader, og forbi de fine katolske-kirker.
Il y a une semaine, Gitte, Julie Jylland, Henrik et moi sommes allé à Tsingtao pour le week end, la ville ayant donné son nom à la bière très connue ici. On a visité la brasserie, et on a vu le bord de mer et la plage. Ici, les gens ne sont pas trop fan de la baignade, même avec la chaleur et la plage pleine de monde. Le peu de gens s’y essayant entraient et sortaient aussitôt, juste histoire de dire.
Sinon un joli week end, on a pris du soleil et mangé des fruits de mer. Et fait un tour au marinarium. C’était une vieille ville allemande (une histoire de colonie), l’architecture européenne se sentait dans les rues, et aussi dans les églises catholiques du coin.
Søndag var vi nemlig til ægte kinesisk bryllup !!!
Eva, beginner class lærer, havde inviteret os allesammen til hendes store dag, blandt andet fordi, hun ville have os til at optræde med en kærlighedssang under ceremonien.
L.O.V.E sørget Henrik for, at der blev synget. Det var rigtig fint. Det hele, ceremoni+spisning varede kun omkring de 3 timer. Og det var et kæmpe show. Med vært, masser af pynt, iscenesættelse, rosepetaler, små børn da lavede lidt skuespil, sang, dans af mennesker iført panda kostumer, champagneglas pyramide, osv. Bruden nåede 3 forskellige outfits på de 3 timer vi var der, og vi har hørt hun skulle have trækket i 4 i alt…
Hele Cathay Future ledelsen var inviteret, og Mr. Zhao (rektøren), havde en kæmpe æresplads i cereomonien. Han holdte tale og det hele. Man er åbenbart ret nødt til at inviterer chefen til sit bryllup når man er kineser. Igen. Mega iscenesat og fake. Ellers va Eva meget smuk, og rigtig sød.
Maden var god, og vi var herreglade for at have prøvet det.
Dernier épisode de mon week end…
Dimanche, on a été à un vrai marriage chinois !!!
Eva, maitresse de beginner class, nous avait tous invités à son grand jour, entre autres parce qu’elle voulait qu’on chante une chanson d’amour pendant la cérémonie.
Henrik s’en est occupé, et a choisit de chanter L.O.V.E. La cérémonie+le repas ont en tout duré 3 heures environ. 3 heures minutieusement orchestrées, pour faire penser plus à un spectacle qu’à une fête. Un animateur, du chant, des danseurs en costumes de pandas, des tonnes de déco, de la mise en scène, des enfants acteurs, des pétales de roses, pyramide de verres à champagne, etc etc. La marriée a eu le temps de se changer 3 fois pendant les 3 heures, et une dernière fois après notre départ…
Tous les patrons de Cathay Future avaient étés invités, et Mr. Zhao (le directeur), avait une place d’honneur dans la cérémonie, avec un discours et tout et tout. C’est apparemment très mal vu de ne pas inviter son chef à son mariage ici. Encore une fois, pure mise en scène superficielle.
Mais sinon, une mariée très belle et aimable. La nourriture était bonne, et on était tous contents d’avoir essayé ça.
Os allesammen med Vivian (brudpige), bruden og gommen i outfits nr. 3. / Nous tous avec Vivian (qui était demoiselle d’honneur), et les mariés dans leur 3ème tenue de la soirée.
Lørdag, mens de andre sad hjemme i deres tømmermandshelvede, tog jeg hjem til Mercy, min søde kollega, som havde lovet at lære mig at lave dumplings. Lydia, som også arbejder sammen med os, var med. Og så hendes “søster” (i Kina betyder søster 80% af tiden kusine), og hende kok-veninde, som var mega syrret til at lave mad. Vi lavede en omgang svinekøds-selleri-ingefær-løg dumplings, og en omgang æg-purløg-reje dumplings. Der findes to slags dumplings hernede, baoze og jaoze. De førstnævnte er dampede, de andre er kogte. I lørdags var det jaoze vi lavede, som også er mine yndlings. Er ganske tilfreds med, at få opskriften på dem med hjem. Dumpling-lavning kunne nok godt sammenlignes med konfekt eller kringle bagning derhjemme. Det er meget for aktiviteten og hyggens skyld, man gør det. Alle pigerne havde deres helt egen idé om, hvordan de skulle laves og formes, afgjort af hvilken provins de kom fra… Jeg var stolt bare jeg kunne få dem til at lukke ! Men de andre kunne både lave måne, blomster, sække formede lækkerier. Cool nok. Efter det var vi ude og gå en rar tur i hendes kvarter, og så tog jeg ellers hjem.
Lydia dækker bord./Lydia met la table.
Samedi, alors que les autres macéraient dans leur gueule de bois, je me suis mûe jusqu’à l’appartement de Mercy, ma gentille collègue, qui avait promit de m’apprendre à faire des dumplings. Lydia, qui travaille aussi avec nous était là. Et sa “soeur” (ici, il faut comprendre cousine quand ils disent soeur 80% des fois), et son amie cuistot/nutritionniste, très forte en dumplings. On a produit une bonne portion de dumplings au porc-celleri-gingembre-onion et une autre aussi grosse de oeuf-ciboulette-crevette. Ils ont 2 genres de dumplings en Chine, les baoze et les jaoze. Les baoze sont fait à la vapeur, les autres sont bouillis. Les jaoze sont mes préférés, et c’est ceux-là qu’on a cuisiné samedi. Je suis donc très satisfaite d’en ramener la recette. Quand on fait des dumplings en Chine, c’est en fait beaucoup pour l’aspect social et distractif de l’activité. Et bien sur, le fait que ce soit délicieux ne gâche rien. Chacune des filles avaient leur propre idée de la bonne façon de faire, de la forme qu’ils devaient avoir etc. en fonction de leur province d’origine. Formes de fleurs, de demies-lunes, de sachets… Moi, j’étais fière si j’arrivais juste à les fermer ! On est ensuite allées se promener dans son quartier, et hop dans un taxi pour retourner à la maison.
Lydia, kok-pigen, Mercys søster og Mercy. (kan ikke huske det kinesiske navn på de to i midten…)
Lydia, la copine chef, la soeur de Mercy et Mercy. (Les deux du milieu n’avaient que des prénoms chinois dont je ne me souviens plus.)
Vi har taget denne weekend meget med ro. Fredag havde Julie Jylland (eftersom vi har 2 julie’er kalder vi den ene for Sjælland og den anden for Jylland) fødselsdag. Jeg havde planlagt en overraskelses skattejagt i skolens store park for de andre, som vi skudte i gang efter middagsmaden. Det var ganske sjovt og hyggeligt. Selv om der godt nok var en del kinesere der stirrede underligt på mig, mens jeg gik rundt og hang papir op i træerne og klistrede pile lidt over alt. Jeg havde også haft snakket med mine kollegaer om hele konceptet, og om at jeg havde tænkt mig at overraske de andre med det. De havde synes det var en forfærdelig idé. Og at der HELT KLART ville komme nogen og stjæle skatten før de fandt den. Pjat med dem, det gik herregodt.
Senere tog Mercy og Lydia (kinesiske kollegaer) mig hen til en frisør de kendte. At have dem med hjalp klart på, forståelsesproblemerne der kunne ellers have været fatale.
Om aftenen var vi ude og spise tenderloin stæk og lava kage på Cozy Café, hvor vi er gode venner med den smilende ejer Joseph, som har kunnet vores navne siden første gang vi er kommet. Nydelig mand.
Og så var vi på Mayflower diskotek hvor vi selvfølgelig købte pas til fri bar. Der var kinesisk band på, men de sang godt nok Kung fu fighting og You give Love a bad name, nu hvor de havde besøg af udlændige. Vi var også lige et smut forbi Helen’s fordi vi lige skulle tvinge Justin (DJ’en) til at spille Friday, som vi havde med på Ipoden. Og så ellers bare hen og danse på Apple klub. Rigtig god nat.
Nous avons passé un week end très détendu. Vendredi, c’était l’anniversaire de Julie Jylland (in a une Julie de Jylland et une de Sjælland). J’avais préparé une chasse au trésor surprise dans le grand parc de l’école, après le repas de midi. Fort drôle. Bien que j’ai du subir les mines très dubitatives et les regards accusateurs des chinois quand je promenais et que je collais des flèches par terre et que j’accrochais des papiers dans les arbres… J’en avais aussi parlé à mes collègues chinoises, qui trouvaient ce concept fort bizarre et qui en fait pensaient que c’était une très mauvaise idée, car le trésor allait CLAIREMENT être volé avant qu’on le trouve. N’importe quoi, tout s’est super bien déroulé.
Plus tard, Mercy et Lydia (collègues chinoises) m’ont amené chez un coiffeur de leur connaissance, et elles ont bien aidé à éviter des problèmes de compréhension qui auraient pu être fatals.
Le soir, on est sortit manger du steak tenderloin et du gâteau fondant à Cozy Café, on est potes avec le propriétaire Joseph, qui a su nos prénoms depuis le premier jour où est venu y manger. Brave monsieur.
Ensuite, on est passé à la boîte Mayflower, où on pouvait s’offrir un accès illimité au bar pour peu d’argent. Il y avait un groupe chinois qui chantait, mais ils ont honorés leurs visiteurs étrangers avec Kung Fu Fighting et You give love a bad name. On a aussi fait un détour chez Helen’s pour forcer le DJ, Justin, à passer Friday, qu’on avait amené sur notre ipod. Et zou chez Apple Club histoire de danser un peu. Très chouette nuit.
Så kom dagen, hvor vi oplevede jordskælvs panikken i Kina !
Jeg skulle lige til at sætte mig for at undervise min intermediar klasse 8 her til morgen, da Tina, min nuttede lærer, begynder at råbe og lave kæmpe armbevægelser. Vi skulle UD. På det sidste er en del af vores undervisningstid gået på at forberede til Spring Festival showet, som skal ske torsdag og hvor alle klasserne skal fremvise en dans. Så jeg gik bare ud fra det var endnu en repetition, det sker så tit, og de er skam aldrig særlig planlagte. Men næh nej, vi skulle bare ud af bygningen. I tro om, at der var tale om brandalarm løb jeg lige tilbage efter mine ting (daredevil!) og så kom vi alle sammen ud i lejepladsen og i parken. Her fandt vi så ud af, at der havde været jordskælv. Crazy… Egentlig var det bare en meget lille rystelse (som jeg ikke en gang opdagede) som nogle af lærerne havde mærket for nogle minutter siden. Vi stod bare ude i de 36 grader i en evighed og ventede på at kunne komme ind til skyggen. En naboby havde vist haft et niveau 4.8 jordskælv samtidig. Så lidt action har der været… Tina fortalte, at de for 13 år siden har haft et level 9 jordskælv her i Tianjin. Woop woop.
Scary shit, Kate.
C’est alors que vint le jour, où nous nous sommes frottés à la panique des séismes en Chine.
Juste alors que j’allais m’asseoir pour mon cours ce matin avec la classe intermédiaire 8, ma gentille collègue Tina, se met à gesticuler et crier en chinois. TOUS dehors. Ces derniers jours, beaucoup de temps a passé sur les préparatifs en vue du festival de printemps, jeudi, où toutes les classes doivent présenter une danse. Je me suis donc juste dit que c’était encore une répétition de dernière minute. Mais non. Il s’agissait juste de tout évacuer. Me disant que c’était peut être juste une alarme incendie, j’ai couru pour aller récupérer mon sac, (daredevil !), pour me retrouver avec tous les autres dehors, dans la cour et ses 36 degrés de chaleur, où on a attendu de pouvoir rentrer à l’ombre. C’est là qu’on a daigné nous informer, que c’était une alerte au tremblement de terre. Ouf… En vérité, ca avait juste été une petite secousse, que je n’avais même pas perçue moi même, qui avait eu lieu quelques minutes auparavant. Une ville voisine avait apparemment eu un séisme de magnitude 4.8, donc bon, on a eu le droit à un peu d’action dans le secteur quand même… Tina m’a raconté ensuite, qu’il y avait eu à Tianjin un tremblement niveau 9 il y a 13 ans. Cool.
Vi var igen et smut forbi the big city fra fredag til lørdag. Fredag var vi på Bargaden, hvor vi også havde valgt at bo for denne gangs skyld, på et i øvrigt mega hyggeligt hostel. Beijing bargaden er et større område fyldt med barer, feststeder, båder, gadesælgere, og mange mange mennesker. Der var priserne meget meget høje, så vi var jo nødt til at slå os ned i en pole dancing bar, som tilbad øl til 15 kroner, i stedet for andre som bad om hele 80 (wtf?) !
Lørdag gik på hygge tur i 798 art ditrict, som er et kvarter med en masse gallerier, muséer, kunst butikker, gadekunst… Kunst i alle former !
Her fandt vi også en restaurant som lod helt oppe ad et træ, hvor man skulle kravle op af en del trapper og fastslå sig mellem grenene i en hytte agtig terrasse. Cool nok.
On a de nouveau visité the big city de vendredi à samedi. Vendredi on a vu la rue des bars, dont on avait choisit de se rapprocher en prenant une nouvelle auberge de jeunesse fort sympathique. La rue des bars de Pékin est une zone pleine de… bars, boîtes, stands, vendeurs à la sauvette, et plein, plein de gens. La plupart des endroits étaient très chers, donc on a choisit de se poser dans un bar de pole-dancing, où la bière coutait moins. Un endroit avait exigé 80 yuans (10 euros) pour une bière. (wtf?)
Samedi, on s’est balladés dans le district artistique 798, qui est un quartier remplit de galleries, musées, boutiques design/art, street art…
On s’est même trouvé un restaurant en haut d’un arbre, où il fallait monter plein d’escaliers pour se retrouver sur une terrace entre les branches ambiance cabane. Cool.
