Cartoon heroes

Så er det man kommer oppe på skolen i morges kl 8.30 og får at vide at… vi skal lave et danseshow for eleverne kl 9 ! “If you say yes, it’s good if you say no… :/” var det vi fik at vide. 5 minutter for at diskutere med lærerne, 5 for at finde en sang, og 20 for at finde på en koregrafi… Skide godt. Vi gik ud fra, at de ikke kendte Macarena og at vi bare kunne tage den som udgangspunkt og lade som om det var vores opfindelse. Og så blandet med lidt playback og superhelt moves. Men ja, her var det smukke resultat!

Derudover skulle jeg starte den reelle undervisning i dag… Temaet var “family”. That awkward moment når du spørger din kinesiske klasse “Who here has a brother ??!!!” med kæmpe enthusiasme. Haem… Der var godt nok lige tvillinger i min klasse, men udover dem…

Nu står den på Harry Potter 7 og kopnudler i stuen med vores dyner. Vild ungdom.

Voilà qu’on arrive à l’école ce matin 8h30, pour apprendre que… on doit faire un spectacle pour les élèves et professeurs à 9 heures ! On nous explique que “If you say yes it’s good, if you say no… :/”. 5 minutes pour discuter avec les profs, 5 minutes pour choisir une chanson, 20 minutes pour inventer une chorégraphie… Facile. On est parti du principe qu’ils ne connaissaient sûrement pas la macarena, et que on pourrait juste faire comme ci c’était notre invention. Le tout mixé avec un peu de playback et de poses de superhéros. Donc voilà le beau résultat!

A part ca, je devais commencer le vrai enseignement, et le thème, c’était “family”. Moment de suspension quand tu demandes à ta classe chinoise “Who here has a brother ??!!!” avec un enthousiasme fou, alors que tout le monde est bien sûr enfant unique. Heureusement j’avais une paire de jumeaux, donc je n’ai pas trop eu la grosse honte.

Maintenant c’est Harry Potter 7 et nouilles dans le salon avec nos couettes. Quelle aventure.

 

Nu hvor jeg ikke kan finde ud af ligge videoen ind, får i lov til et billede af min nye cykel, købt i går
Bon, je n’arrive pas à mettre la vidéo en ligne, alors voici en attendant une photo de mon nouveau vélo, acheté hier.

Weekend

Week-End by Lorie on Grooveshark LORIE FTW !

Det har været en god weekend. Fredag stod den på dumplings take out, the King’s Speech og hygge drikke i lejligheden. Vi endte meget sent ude med en del random snak, og fisseknald faldera sangen som vi forsøgte at lære. Jeg var endda så heldig at møde Mette på skype ved en 4-tid om morgenen, før jeg skulle i seng. Lørdag var 5 af os ude for morgenmad ved en 15-tid, i en sjusket restaurant lige ved siden af vores lejlighed, hvor man havde en stegeplade med brande-kål eller et eller andet, hvorpå man selv steget sin mad. Så skulle der fejres fødselsdag for Chirstoffer, og der var vi to som var nede og købe en cykel (her, 300 kroner for en bycykel) og noget chokolade kage, mens de andre pustede balloner op i værelserne ligeså diskret. Vores dørmand, Aben, som vi generelt har store forståelsesproblemer med, var helt uenig med vores plan om at tage en cykel med oppe i lejligheden. Og ikke nok med det, så ville vi stå af elevatoren på 4ème etage for at gemme os i trappen, hvor at vores lejlighed er på 5. Han blev så utrolig vred, og begyndte at råbe meget højt. Nu er det jo også lavet sådan, at elevatoren åbnes direkte på lejligheder, og at man så skal igennem folks bosteder for at for eksempel tage trappen. Vi har derfor nogle gange nogle kinesere der går igennem vores stue, eller der lige stikker hovedet ind fra elevatoren. Så man skal virkelig passe på med at gå rundt i for lidt tøj i fællesrummet. Men de andre lokkede fødselsdagsbarnet ud for en smøg, mens vi forberedte det hele, hev cyklen op ad den sidste etage og tændte lysene. Det var fint.
Om aftenen var vi tilbage i den gode classy restaurant ved siden af skolen. Der smagte vi hvad vi tror var risbrændevin. Alles gut. Så var vi på Helen’s, en udlændinge bar hvor der egentlig var flest kinesere. Og så endte det ellers med øl og pistacienødder i lejligheden, med en del Jeg har aldrig divagationer med Shakira i baggrunden.
I dag var det sent oppe og have lide tømmermænd. Lige nu sidder vi og ser 500 days of summer, og venter på de andre kommer tilbage med noget indkøb.

Le week end fut bon. Vendredi, c’était dumplings à emporter, the King’s Speech et des bières dans l’appart. On s’est couché très tard à coup de chansons paillardes. J’ai même eu la chance de trouver Mette sur Skype en live des US vers 4 heures du matin. Samedi, on était 5 à aller se chercher un petit dej vers 15 heures dans un petit restau ou on devait cuire nous même notre repas sur une plaque chauffée au charbon au milieu de la table. Après, il fallait fêter l’anniversaire de Christoffer. Moi et une autre somment allées acheter un vélo (ici, 40 euros le vélo de ville) et un gâteau au chocolat pendant que le reste gonflait des ballons discrètement dans les chambres. Notre portier/garde, qu’on appelle « Aben » (le singe), nous pose souvent des problèmes de compréhension : il ne parle pas anglais, et ne sait pas lire, donc quand on veut lui montrer un mot dans notre dico, ca n’aide pas. Bref, Aben n’était vraiment pas d’accord pour nous laisser monter le vélo dans l’appart. Et pour empirer les choses, il ne voulait pas nous laisser sortir de l’ascenseur au quatrième. On habite au cinquième. On voulait se cacher dans l’escalier entre le 4ème et le 5ème en attendant que Christoffer soit sortir. Mais dans notre immeuble, l’ascenseur s’ouvre directement sur les appartements, donc en gros, il faut passer dans les salons ou bureaux pour prendre les escaliers. On a des fois des chinois qui passent dans notre salon, ou qui sortent la tête de l’ascenseur juste pour vérifier que les européens sont toujours là. Donc pas de tenues légères dans notre salon ! Bref Aben se met à gueuler violemment, mais impossible de lui expliquer notre plan. Les fumeurs emmènent l’interessé dehors pour une cigarette, on tire le vélo dans l’escalier jusqu’à l’appart, on décore de ballons, et on allume les bougies dans le gâteau. C’était chouette. Le soir, retour au bon restau en face de l’école. Ici, on goûte ce qu’on croit avoir été de l’alcool de riz. Ce après quoi on prend un taxi jusqu’à Helen’s, un bar pour étrangers avec quand même plus de chinois qu’autre chose. Et pour finir, on s’est installé dans l’appart avec des bières et des pistaches, des divagations de « j’ai jamais » sur un fond de Shakira.
Aujourd’hui c’était grasse matinée et un peu de gueule de bois. Juste là, on regarde 500 days of Summer, et on attend que les autres reviennent des courses.

Now At Last !!!

Now At Last by Feist on Grooveshark

Endelig noget god mad !
Torsdag aften var vi som sagt på restaurant. Vi havde fået råd om et godt sted lige overfor skolen fra Anna. Anna er en amerikansk dame som vi har mødt på skolen og som skulle lære os hvordan man underviste. Kvinden har boet lidt overalt; Frankrig, Danmark, og nu Kina. (Nej, det minder mig ikke om nogen jeg kender) Hende og hendes franske mand havde ikke mindre en 13 børn. Vores timer sammen endte med en masse hygge snak om kina set fra en fremmedes øjne, og ikke så meget af det faglige…
Anyway, vi skulle mødes foran den store meget kinesiske port med nogle vagter som var meget glade for at få taget billeder med os. Vi ventede i 30 minuter på grund af….. Men nej, vi var slet ikke bitre og sultne og frosset ihjel, så det var jo helt i orden (not). Så skulle jeg gå ind og finde mig en engelsk talende kineser der ville reservere bord til 8 (og talene er fucked up i kina, dvs at når man vil vise tallet “8″ med sine hænder, skal man lave en form med sine fingre der ligner man mener “2″ = de forstår det ikke hvis man viser det med 8 fingre). Så så han lidt forvirret ud fordi jeg var alene, men det var jo nu fordi de andre stadig ventede på Henrik og Julie udenfor. Jeg blev lidt forvirret, da der blev fejret bryllup/forlovelsesfest over hele stedet. (Vi ved ikke om det var bryllup nu hvor pigen altså havde kæmpe rød kjole på) Folk stirrede rigtig idet jeg gik forbi, men et bord, det fik vi da, og et deglig hyggeligt, stort og rundt et.
Da vi så skulle bestille ved de ikke-særlig-engelsk-talende kinesere, fik Mette, Christoffer og jeg lov til at komme med tjeneren, som tog os til et kæmpe rum fyldt med borde hvor der var indrettet hundredvis af retter med husholdningsfilm på, akvarier med de spiselige fisk stadig levende, komfure og det hele. Så det var så nemt at bare pege på hvad vi ønskede os. Maden spises her i fællesskab, det vil sige at man ikke får hver sin ret, men at alle bare tager fra de samme fad som drejer rundt i midten af bordet. Hygge. Men i hvert fald, så smagte det hele herregodt. Mouthgasm. Kylling i lækker sovs, friturestegt karamel oksekød, ris, indbagte rejer… Og da vores peking-and endelig kom var vi jo rimelig mætte. Den blev serveret med tynde næsten smagløse pandekager, rå grøntsager og soya sovs. Vi slog til, men den måde vi spiste det på var åbenbart forkert, fordi den rigtig nuttede servitrice kom og tog fat i fadet og begyndte at folde pandekagerne sammen med and og grønt og soya i på sin egen fancy måde, og fik ikke ro før hun havde foldet alle på bordet plus en ekstra tallerken hun lige fik hentet til os. Vi gjorde vores bedste for at proppe de pandekager ned i vores overmætte maver, for ikke at det skulle gå ind og blive akævet… Da hun nu havde været så sød og at al den fancy-pansy mad + de litervis af øl og cola vi fik kun kostede noget med 38 kroner hver, lod vi lige en ekstrasedel for drikkepenge. OH NO YOU DIDN’T. Det ville hun slet ikke høre om. Da vi insisterede, insisterede hun videre. Vi gemte den under en tallerken, men hun kom fandme løbende efter os! Så ja… drikkepenge i Kina = no go. Men restaurant mad = heaven.
Og så er jeg blevet herregod til at spise med pinde.


Enfin de la bonne nourriture !
Jeudi soir nous avons donc été au restaurant. Anna nous avait conseillé un endroit juste en face de l’école. Anna est une dame américaine qu’on a rencontré à l’école et qui doit nous apprendre à enseigner. Elle a déjà vécu un peu partout: France, Danemark, Chine (ouais non ca ne me rappelle personne). Elle et son mari français ont 13 enfants. Ouaip. Nos heures ensemble sont toutes les deux passées en divagations et discussions sur la Chine vue des yeux d’un étranger, sans qu’on soit vraiment entré dans le sujet de l’éducation, mais c’était très sympa.
Enfin bref, on devait tous se retrouver devant l’immense portail/arcade très chinois du restau, avec des gardes très contents de prendre des photos avec nous. On a attendu pendant 30 minutes à cause de certains… Mais non, on n’était pas du tout amers, affamés et congelés, donc pas de problèmes (ou pas). J’ai donc du me lancer dans la réservation d’une table pour 8 (les chiffres sont n’importe comment en Chine. cad que pour montrer le chiffre 8 avec ses doigts, il faut former ses doigts comme pour dire 2. Si on leur montre 8 doigts, ils comprennent que dalle) pendant que les autres attendaient devant. Le mec me regardait bizarre, parce que j’étais toute seule et paumée et qu’il ne voyait pas ces prétendues 8 personnes avec moi, qui étaient toujours dehors à attendre Julie et Henrik. Juste pour ajouter à la confusion, il y avait un marriage/fiancailles qui occupait tout l’endroit (on n’est pas sur de si c’était un marriage, étant donné que la fille avait une grande robe rouge). Les invités me regardaient passer avec des yeux ronds, mais j’ai eu le droit à une table bien sympathique, ronde et grande, dans une petite pièce à l’arrière.
Au moment de passer commande, moi, Mette et Christoffer avont eu le droit de suivre le serveur qu’à moitié anglophone, qui nous amena dans une grande pièce avec des centaines de plats disposés sous du plastique, des aquariums avec les poissons mangeables vivants, des fourneaux etc. Donc très facile de montrer du doigts ce qu’on voulait. Ici, toute nourriture est mangée en communauté, c’est-à-dire pas d’assiettes personnelles, mais des grands plats tournant au centre de la table. Cool. Mais en tout cas, tout était trop bon. Du poulet en sauce, du boeuf frit caramélisé, ris, beignets de crevettes… Quand enfin notre canard laqué est arrivé, on était tous bien repus. Il était servi avec des sortes de crêpes fines presque sans goût, des légumes crus et de la sauce au soja. On a tous attaqué, mais apparemment, on faisait ça très mal, parce que la gentille serveuse s’est vite ramené et a commencé à nous rouler et assembler tout ça avec dextérité. Et pas de repos avant qu’elle ait préparer tout le plat plus une assiette en rab qu’elle a fait venir en cours de route. On a tant bien que mal enfoncé ce qu’on pouvait dans nos ventres déjà remplis pour qu’elle ne soit pas vexée. Elle avait été tellement mimi, et en plus toute cette bouffe + les litres et litres de bière et coca n’avaient pas coûté 5 euros (et c’était clairement un restaurant très chic), donc on a voulu laisser un pourboire. OH NO YOU DIDN’T. Il n’en était pas question. On a insisté. Elle a insisté. On a finit par cacher le billet sous une assiette. Elle nous a couru après et nous a forcé à le reprendre. Donc nous concluons que les pourboires ne sont pas les bienvenus en Chine. Mais la nourriture en ville est géniale.
Et aussi, je suis devenue trop bonne à manger avec des bâtons.

Baby

Baby by Bon Iver on Grooveshark

Idag har jeg blot været med til at kigge på timerne i mine klasser. Jeg har lært alle mine elevers navne udenad!!! :D Alle kineserne har et engelsk (=amerikansk) navn og et kinesisk et. Alle navne er underlige former for amerikanske clichéer à la Brenda, Candy, Cindy, Barbie, Damon, Angel, Sidney… Vores mandarin lærer (Becky) har lovet at give os vores egen kinesisk navn i næste uge.

Der opstod stor fascination for min ring i klassen med et blåt øje på (som ligner et rigtigt et)- altså ikke nok at det var et øje, men det var jo BLÅT. De blev ved med at pege på den og så pege på mine øjne med en masse kinesisk vullapuk. Det var jo nu også tæt på sort magi.

Søde piger

Jeg har også fået en undervisningsbog som jeg skal bruge for at lave mit pensum. Meget underligt syn på hvad der er relevant au lære eller ej, men også ganske morsomt.

Over middag var vi i Badmington/fitness afdelingen af skolen, for at motionere lidt (eller kigge på at de andre gjorde).

På vej hjem var der et stop i supermarked med køb af underlige ris-crackers, cacao kager, chips med iste eller agurk smag, hasselnød-smørreost, nogle carlsberg (win!), noget meget porno-lyserødt alkohol, og et dynebetræk.

I aften skal vi hente dumpling take-out og fejre at det er vores første fredag aften i Tianjin.

Aujourd’hui, je me suis contentée de regarder les cours se dérouler dans mes classes. J’ai appris par coeur le prénom de mes enfants !!! :D Tous les chinois ont un nom anglais (=américan) et un nom chinois. Et tous les prénoms sont d’étranges dérivés de clichés américains genre Brenda, Candy, Cindy, Barbie, Damon, Angel, Sidney… Notre professeur de mandarin (Becky) nous a promis de tous nous baptiser d’un nom chinois la semaine prochaine.

J’ai fasciné tous les petits chinois avec ma bague sur laquelle il y a un oeil bleu (ressemblant beaucoup à un vrai) – non seulement c’était un oeil, mais il était BLEU. Ils n’ont pas arrêter de la montrer du doigt et de faire le lien avec mes yeux bizarres à moi la bouche pleine de chinois incompréhensible. C’était de la magie noire, normal.

Søde drenge. Dog ikke ligeså søde som NIELS.

J’ai aussi reçu un livre de cours à partir duquel il va falloir que je fasse mon curriculum. Étrange vue sur l’éducation, mais très drôle.

À midi, direction la salle de badmington/fitness histoire de se dépenser (ou de regarder les autres se dépenser).

Et avant de rentrer, le supermarché pour achat de divers gâteux étranges au riz, cacao et autres, des chips au thé glacé ou concombre (va chercher), de la vache qui rit aux noisette (genre), des carlsberg (win!), de l’alcool très très rose, et une housse de couette. Ce soir, on va se chercher des dumplings en bas de la rue et on fête que c’est notre premier vendredi soir à Tianjin. 

Crazy

Crazy (Hitmixers) by Gnarls Barkley on Grooveshark

Her er før jeg går i seng nogle billeder fra den sindsyge store skole. Den er sådan cirka på størrelse med 5 normale skoler. Vi har kun set en lille halvdel af bygningerne, og det er større end alt hvad man kunne forestille sig. Bare børnehaven har noget med 600 elever. Der er både etager med badeland, lejetøjsbutikker, biograf med børnefilm, kæmpe akvarier, og lejerumme som minder om noget fra Charlie og Chokoladefabrikken. Jeg fik ikke billeder af halvdelen af de sindsyge tema-rumme, og er sgu ikke 100 procent sikker på jeg nogensinde når at se det hele.

Også lige for sjov et billede af juice-afdelingen i vore kantine. Og det er altså uden sodavands- og kaffe anlæg. Bare for at give en idé om hvor stor og underlig den er.

Vi har fået uddelt klasserne i dag, jeg har fået 2 af hvad man kalder “intermediate”, som er fra 4 til 5 år gamle, og som har et overraskende godt niveau. Jeg var utrolig populær da jeg viste mit blege fjæs og underlige øjne i deres klasselokaler. Så var det bare med at finde et eller andet at fortælle lige pludseligt, en lille omgang itsy-bitsy spider og så var den hjemme. Bum. Og så tror jeg også jeg skal have en baby-klasse (2-3 år gamle) hvor de bare er HELT VILD nuller, men dem har jeg ikke mødt endnu.

 

Quelques images de l’école incroyablement gigantesque. Elle fait à peu près 5 fois la taille d’une école normale. On a visité qu’une petite moitié de tous les bâtiments, et c’est plus grand que tout ce qu’on aurait pu s’imaginer. Rien que la maternelle fait 600 élèves. Il y a de tout: un étage pour une piscine, un autre pour des magasins de jouets, un pour le cinéma à dessin animés, et des salles de jeu faisant penser à un décor Charlie et la Chocolaterie. Je n’ai pas pris des photos de toutes les salles à thème de fou, et je ne suis même pas sûre d’un jour avoir la maitrise sur ne serais-ce que la partie où moi je vais travailler.

Et juste pour dire, une photo du coin jus de fruits de notre cantine, qui n’inclue même pas les machines à sodas et café et autres. Juste histoire de donner une idée de la tailler et de l’étrangeté de la chose.

Les classes nous ont été réparties aujourd’hui. Je vais avoir 2 classes intermédiaires, avec des élèves de 4 à 5 ans, avec un niveau d’anglais étonnement bon. J’étais incroyablement populaire parmi les élèves avec ma tronche blanche et mes yeux bizarres. Et voilà qu’on me demande d’improviser quelque chose à leur raconter tant bien que mal, mais bon, un petit coup d’araignée gipsy et le tour était joué. Je dois apparemment aussi avoir une classe “baby”, de 2 à 3 ans, mais je ne l’ai pas encore rencontrée.

Be our guest

Be Our Guest by Disney on Grooveshark

Her er lige et billede af min frokost taget i dag. Det man kan få i kantinen er meget blandet. Til frokost og aftensmad er det de nøjagtig samme buffeter. Risen og nudlerne er ikke saltet og smager enten af koriander eller rigtig stærkt, grøntsagerne er gennemblødt i olie, kagerne smager af brød. MUMS.

Og morgenmaden er heller ikke noget at råbe hurrra for – en masse klistret dej-klumper, dumplings med kød, noget vi kalder for “friture stegte croissanter”, og intet frugt.

Så i aften skal vi altså ud og spise i byen ! Peace out.

 

Voici une photo de mon déjeuner d’aujourd’hui. Le menu est très mixte. À midi et le soir, les buffets sont exactement les mêmes. Le ris et les nouilles ne sont pas salés et on soit un goût de coriandre ou un goût très épicé,les légumes sont imbibés d’huile, les gâteaux ont le goût de pain. MIAM.

Le petit-déjeuner n’est pas beaucoup mieux – des boules de pâte collantes, des dumplings  à la viande, quelque chose qui ressemble à des croissants cuit dans de la friture, et pas de fruits.

Donc ce soir, c’est restaurant ! Peace out.

Bicycle

Bicycle by Queen on Grooveshark

I dag var vi ude i Tianjin på vores rigtig fine skæve cykler, uden gear eller horn eller hjelm eller lygter. Meget betryggende. Vi fulgte bare efter Mr. Wang, og så var det egentlig bare hold on for dear life. Vi har været døden nær et par gange, og benene rystede efter første tur op til skolen.

Aujourd’hui nous avons traversé Tianjin sur nos beaux vélos tout défoncés, sans vitesses, klaxon, casque ou lumières. Très sécurisé. On devait suivre le proprio de l’appartement, Mr. Wang, et après c’était en gros hold on for dear life. On a frôlé la mort quelques fois, et nos jambes tremblaient bien après notre premier tour jusqu’à l’école.

I have a feeling we’re not in Kansas anymore…

Okay, jeg vil altså fremover prøve ikke KUN at lave skidelange indlæg, men here goes…
Jeg er nu kommet godt og sikkert til Tianjin. Efter en lang og lidt urolig nat landede vi i Beijing uden anelse af, hvad vi skulle stille op. Heldigvis fandt vi Sunny, vores engelsk kontaktperson, lige da vi kom ud, som smilede og viftede med en skilt. Vi følger med hende, og så tager turen til Tianjin i en minibus med (total ægte) Louis Vuitton sæder, hvor sikkerhedsseler er en udødende race…
Vi fik vores første indtryk på den kinesiske færdsel på. Her ser det ud til at den eneste regel, er at der ingen regler er. Her SKAL alle lastbiler og biler overhales, og hvis det er det der skal til, ja men så tager man lige en tur i nødsporet hvor der ellers går skraldemænd rundt. Skilte og lyssignaler er her mest for pynt. Det eneste man roligt kan gå ud fra, er at der bliver dyttet med hornet 10 gange for ligesom at sige ”Her kommer jeg og fuck jer andre !”

Ankomst i en meget hyggelig lejlighed. Vi deler værelserne ud, og Julie og jeg går ellers i gang med store møbel omflytninger, under hvilke vi støder ind på en masse støv og gamle sokker.

En time senere møder vi Mr Wang, ejeren af vores lejlighed, som fremlægger diverse opførsel og sikkerhedsregler på mandarin – thank god for Sunny. Og så skulle vi ud og spise i skolens kantine, som mest ligner en kæmpe restaurant hvor alt kan fås; forårsruller, kung pao chicken, jorbærjuice, iskaffe, store sushier og små lyserøde kager er der i lange baner. Jeg har ikke fået smagt det hele endnu, og tit havde det jeg spiste slet ikke den smag jeg troede. De ser ud til at gå i sukker-overload på al form for mad. Jeg lover at tage lidt billeder af maden senere, men havde ikke lige overskud i går aftes.

Så tog vi bare hjem og sat os foran en film før vi skulle i seng., og prøvede at få internettet til at virke. Jeg fandt ud at jeg IKKE kunne download VPN-software til at komme udenom den kinesiske censur på sider som facebook, youtube og min blog. Indtil videre må jeg klare mig med at låne andres komputere….

Je vais essayer de ne pas QUE faire des articles hyper longs, mais pour l’instant…
Me voilà bien arrivée à destination. Après une longue nuit très agitée dans l’avion, nous avons atterri à Pékin sans la moindre idée de la suite du programme. Nous savions que nous devions nous rendre à Tianjin, et qu’il était vraisemblable qu’on vienne nous chercher à l’aéroport, mais après…….
Mais pas de panique, Sunny, notre contact anglophone à Tianjin, nous attendait de pied ferme avec une pancarte et un grand sourire. Elle nous fais signe de la suivre, et hop nous voilà tous embarqués dans un minibus aux sièges en (faux) Louis Vuitton, dans lequel des ceintures de sécurité étaient un rare luxe.
Nous avons eu notre première impression du trafic chinois. La seule règle que nous avons pu détecter, était qu’il n’y en avait pas. Hop, on double tous les camions et les voitures à grands coups de volant, et hop, on passe dans la bande d’arrêt d’urgence où se promènent les ramasseurs d’ordures s’il n’y a pas de place pour doubler, parce que ce serait dommage de gaspiller une seule minute. Les feux rouges ou les panneaux de limitations sont plutôt à titre décoratifs. La seule sécurité est que avant de faire un virage ou de doubler quelqu’un, le chauffeur klaxonne une bonne dizaine de fois pour signaler que « C’est bon là je fonce et tant pis pour les autres».

Arrivée à un appartement très sympathique, on se répartit les chambres. Ni une ni deux, Julie et moi réorganisons la notre de fond en comble en poussant tous les meubles et en découvrant des tonnes de montons et vieilles chaussettes au passage.

Une heure plus tard, Sunny nous présente le propriétaire de l’appartement qui nous fait son discours sur les règles de sécurités etc en mandarin – heureusement que Sunny était là. Et nous voilà repartit en bus vers la cantine de l’école, qui ressemble plus à un restaurant gigantesque avec tout des nems au kung pao chicken en passant par le jus de fraises, le café glacé, les sushis géants et les petits gâteaux roses. Je n’ai pas tout gouté. Et bien souvent, les trucs que je goûtais n’avaient absolument pas le goût que je pensais. Ils ont l’air de vouloir foutre du sucre dans tous leurs plats… Promis je prendrais des photos de la nourriture dans la journée, hier je n’étais pas assez vive d’esprit pour le faire…

Après, tous à la maison pour essayer de regarder un film et de faire marcher la wi-fi. J’ai découvert qu’il n’était PAS possible de télécharger le « brouilleur d’ondes » pour pouvoir aller sur les sites internet censurés en Chine (facebook, youtube, mon blog). Donc bon, pour l’instant, j’emprunte les ordis de ceux qui ont réussit à télécharger le logiciel avant de partir.

She’s leaving home

(Så har jeg allerede fundet en irriterende ting ved at skrive på to sprog… Hvad skal titlen hede?)

Om tre uger skal jeg afsted. En dag sider man og surfer på nettet efter rejse idéer og tænker “Hey! Hvad med Kina?”, og dagen efter er flybilletten hjemme, armene er stukket med vacciner ved underlige navne, visumet er søgt og bloggen er oprettet ! Scary shit. Men mave-fornemelsen er god.

Vedlagt er et lidt dårligt billedet af holdet jeg skal afsted med, taget på vores introdag i december-månedet.

(Ouais, déjà un problème en rapport au blog bilingue: quel titre choisir pour les articles ?)

Dans trois semaines, c’est le grand départ. Hier encore je surfais sur le net en recherche d’inspiration et me suis dit “Hé! Et si je me faisais la Chine?”, et me voilà déjà avec un billet d’avion, des vaccins aux noms étranges piqués dans chaque bras, un visa et même un blog ! Un peu effrayant, mais dans le bon sens du terme. 

Ci-dessus une photo floue de l’équipe de jeunes qui vont m’accompagner et que j’ai rencontrés en décembre lors de la journée d’introduction.